Betal med MobilePay

Washington, Oregon og lidt om historiens gang

Madison Square Garden, New York, 8. marts 1971. Klokken ringer. Joe Frazier udkåres som vinder foran en måbende, næsten bevidstløs Muhammed Ali. 10 år og 31 boksekampe var gået, hvor ingen havde så meget som udfordret den næsten mytiske Muhammed Ali. Nu var det en kendsgerning – Joe Frazier havde gjort det, og bokseverdenen var for evigt ændret i Århundredets kamp, som denne aftens spektakler senere kom til at hedde.

Sådan var der også engang en verden, hvor den ubesejret bedste vin kom fra Europa. Anerkendelsens projektør lyste tungt og fokuseret på især den trefarvede republik Frankrig og dens hjertebørn Bourgogne og Bordeaux, der høstede alt hvad høstes kunne af priser. Der var ganske enkelt ikke værdige konkurrenter tilstede i den vinøse boksering.

Historien har det med at gentage sig, og i 1976 faldt Bourgogne og Bordeaux for første gang som slagne, ligesom Ali havde gjort det fem år forinden. Ved en blindsmagning i Paris vandt amerikanske vine, købt til menneskepenge, over de fineste franske konkurrenter i en ydmygende og revolutionerende afstemning blandt overvejende franske dommere. Vejen for amerikansk vin var banet og den traditionelle opfattelse af ‘rigtig (fransk) vin’ var for evigt udfordret.

Mange har måske tendens til at glemme begivenhederne fra The Intercontinental Hotel i Paris i 1976. I dag, hvor mange Bourgogne-producenter kæmper med at holde effekten af stigende temperaturer væk fra deres vine og priserne på anstændig Bordeaux er på himmelflugt, er der dog endnu mere grund til, at minde sig selv om historiens gang.

Derfor sendte vi i sidste uge en Chas E-delegation til masterclass om vine fra det nordvestlige hjørne af USA – Oregon og Washington.

På en ellers smudsgrå onsdag i Langeliniepavilionen, gennemgik Frederik og Jeppe først de vigtigste geografiske og klimamæssige kvaliteter fra områderne, elegant formidlet af svenske Master of Wine, Madeleine Stenwreth, for derefter at møde 28 passionerede producenter, personligt fremmødt med større eller mindre udvalg af egne vine.

Konklusionen på dagen finder sig næppe i at blive nedfældet i detaljer her. Dels blev der gennemgået omkring 90 forskellige vine, og omtale af bare en brøkdel vil tømme pennen for blæk – dels må sådanne oplevelser bundfælde sig, før de succesfuldt kan videreformidles. Man må dog bare konstatere, at der er tale om et par meget interessante vinområder, der uden tvivl går en stor fremtid i møde. De bedste producenter tryller parfumerede, saftspændte vine på overvejende Pinot Noir frem, og med et væsentligt højere bundniveau, end hvad man finder i Bourgogne. De hvide – overvejende på Chardonnay – må man heller ikke kimse ad. Omend stilen er sværere at forveksle med Bourgogne end hvad der gælder for de røde, må man respekterende lette på (cowboy)hatten over balancen i vinene.

Selvom Chardonnay og Pinot Noir sidder dominerende på udbuddet, var dagens overraskelse velsagtens at erfare, at de amerikanske bønder kan fremtrylle store drikkeoplevelser på både Riesling og Merlot. Vi genbesøgte en af vores egne vine – Ste Michelle Eroica Riesling – som viste fremragende form og gjorde det klart, at der kan laves friske, mineralske moselinspirerede Riesling-vine i Washingtons Columbia Valley. På den røde side var der flere Merlot’er i topform, og det er godt at se flere producenter trodse druens blakkede ry i søgen efter den gode drikkeoplevelse. For den findes helt sikkert; Vi smagte et par, og det kan ikke udelukkes, at et eksemplar finder vej til vores hylder i den kommende fremtid.

Tilbage er der vel kun at mane; Århundredets kamp gentager sig på alle livets områder – kongen bliver før eller siden vippet af tronen.  Vi har ikke set det sidste til Washington og Oregon i den vinøse boksering.

PS. Vi vidste godt, at der fandtes fremragende vin i Washington og Oregon, allerede inden vi tog afsted. Derfor har vi også en hylde med den slags, i alle vores tre butikker – og sælger gerne af det, hvis du spørger din vinhandler pænt. Hvis du oven i købet er så heldig at blive betjent af Frederik eller Jeppe, er du nu rigtig godt dækket ind. Du kan også se vores sortiment af amerikanske vine på hjemmesiden her.

Relaterede opslag

Champagne – og Mosel!

På påsketur til Champagne for at besøge tre af vores nye Champagne huse – Waris Hubert, Le Guédard og Allouchery-Bailly. Efter et overnatnings pit-stop 30

Læs mere →
    0
    Din kurv
    Din kurv er tomTilbage til shop

      Søg efter vin, spiritus, specialiteter og gaver

      Er du fyldt 18 år?

      Da det her på siden er muligt at købe alkohol, skal du være fyldt 18 år for at handle.