Beskrivelse
Weingut Gunderloch er en af Tysklands bedste og mest berømmede vingårde. Familien Gunderloch var i 1910 blandt stifterne af VDP (Verband Deutscher Prädikatsweingüter), som i dag består af Tysklands vinelite med omkring 200 medlemmer, der stræber efter den ypperste kvalitet. Johannes Hasselbach, som er 6. generation, står nu for at bestyre ejendommens 26 hektar og viderefører også familietraditonen som præsident for VDP, Rheinhessen Chapter.
Gunderlochs Kabinett fremstår lys med gylden-grønlige reflekser i glasset. Duften byder på indtagende nuancer af hvide blomster, fersken, melon og mineraler. Smagen har en liflig sødme og er overraskende vægtig – her mærkes druernes høje grad af modenhed. Det hele understøttes af en knitrende friskhed, der giver smagsindtrykket (og mundvigene) et gevaldigt løft. Mums! Nyd vinen op til otte år fra høståret, gerne som ledsager til sushi eller retter fra det indiske eller thailandske køkken.