Beskrivelse
Vin San Giusto er fremstillet første gang i 1979. Vinsanto – måske: den hellige vin, idet navnets oprindelse er omdiskuteret – er en klassisk toscansk og vel også umbrisk dessert- eller meditationsvin, der kan variere fra det helt tørre til det meget søde. Vin San Giusto hører til sidstnævnte og indeholder vanligvis mellem 400-500 gram sukker pr. liter. Perfekt modnede druer tørres 120-140 dage i kasser i et appassitoio, hvor de dehydrerer og sukkerindholdet koncentreres. Rosinerne presses og fyldes i såkaldte caratelli, små fade af kastanie og eg på 60, 75 og 120 liters kapacitet. Fadene forsegles og placeres på et loft – et vinsantaia – med stor temperatur-variation, hvor vinen gærer og udvikles i sammenlagt 6 år. I denne periode fordamper 30-40% af vinen. Vin San Giusto er ganske unik og er en
veritabel eksplosion af duft- og smagsstoffer.