2023 har igen mindet os om, at fantasien sjældent når virkeligheden til sokkeholderne. Klimaængstende økoterrorister, der limer sig fast til vejene med lynbeton og redder dem selv alvorlige kemiske forbrændinger i afmagt over verdens nærtforestående endeligt. Og så undres man: Er der egentlig noget, jeg kunne finde på at lime mig fast til vejene over? Næppe!
Og dog…. For hvis 2024 byder på flere prisstigninger i Bourgogne, så griber jeg altså partisanertørklædet og kører efter en 25kg pose af Silvans hurtigsthærdende.
Misforstå mig ikke, når Bourgogne er stort, så er det det største. Det anerkender jeg (modvilligt). Jeg tror, det er Tim Atkins, der har sagt, at hvis Bordeaux stimulerer de små grå, så går Bourgogne… Ja, det går sgu lige i p*kken! Måske er det netop derfor, det går mig sådan på at følge Bourgognes nedtur. Selvom årgang 2021 med sin rankhed og strammere struktur har vist et vis potentiale (en stille glød i mørket, om man vil) så er det stadig svært at forsvare priserne for almindelig Bourgogne Village, temperaturstigningerne taget i betragtning.
Der er store summer på spil, samt flere generationers hårdt arbejde, derfor har man da også i Bourgogne gjort en helhjertet indsats for at obskure, hvor store temperaturstigninger, der reelt er tale om. I stedet kan vi kigge på datoerne for påbegyndt høst, og betragte hvordan de med rasende hastighed bliver tidligere og tidligere. I 2018, 2019 og 2020 er høsten faldet så tidligt som primo august, en hel måned tidligere end for 25 år siden. Som en lidt for stor softice i solen, synes terroiret at smelte i hænderne på netop dem, der bestandigt forfattede idéen om “terroir”.
Og når resten af verden endda fortsat leverer så stærke konkurrenter bliver det decideret grotesk. Man behøver ikke kigge længere end til Schönhals i Rheinhessen, der fremstiller bundseriøse, knivskarpe og biodynamiske Pinot Noir-vine, tro mod både ophav og varietal. Kigger man til syd for ækvator prydes vores hylder nu af Radford Dales nye årgang af Freedom. Hver gang vi smager den, spørger vi os selv, hvorfor vi overhovedet har andet Pinot Noir på hylderne. En form for vinhandlerens damoklessværd. Vinene fra Oregon har Jeppe allerede skrevet om, dertil vil jeg kun sige, at vi er stadigt ekstatiske. Det måske bedste glas pinot noir på vores hylder, hvis du spørger mig, skal findes i Italiensektionen; Manincors Mason balancerer alt det fine, elegante og stramme ved druen, med det ellers så venlige og frugtige smagsbillede.
Jeg har kigget dybt i den vinøse spåkugle, og jeg har set, at vi om 10 år vil klaske os på lårene af grin over, hvad vi var villige til at betale for en Pinot Noir med 14.5% alkohol, bare fordi cru’en angiveligt skulle være grande. Eller fordi marken ligger ved siden af en anden mark, hvor man med en høj nok skammel kan se over til en tredje mark, hvor Mikkel Hansen køber sine investeringsvine.
Skrevet af Frederik Trøst
