Beskrivelse
I regionen Campania, lidt øst for Napoli, ligger Avellino-provinsen (Irpinia) betagende situeret i Amalfikystens bagland, og den omfatter de tre vigtige klyngeliggende DOCG-områder: Taurasi, Fiano di Avellino og Greco di Tufo. Selve Irpinia udgør et stærkt kuperet landskab, der i sig selv er usædvanligt smukt. Caggianos ejendom er grundlagt i 1990 af Antonio Caggiano og ligger velplaceret i selve Taurasi og familien råder nu over 30 ha vinmarker i centrale dele af Irpinia og der laves ca. 180.000 flasker årligt, fordelt på 9 vine. Endskønt han stadig er aktiv, så er det nu Antonios søn Giuseppe, der leder vinbruget, i tæt samarbejde med Professor Luigi Moio, der længe har været tilknyttet som konsulent. Vinproduktionen hos Caggiano fokuserer på rent lokale druer og på de tre DOCGområder i Irpinia, der er blandt Syditaliens mest interessante, også historisk set. Den blå drue Aglianico, der lidt fortærsket, men dog ganske rammende, kaldes Syditaliens Nebbiolo, anvendes til de røde vine fra Taurasi, der yder nogle af Italiens mest ædle, længelevende, og storslåede vine. En af de afgørende grunde til Caggianos succes skal findes i markarbejdet, hvor bl.a. beskæresaksen ligger godt i hånden, og der er en helt moderne cantina med alle nødvendige produktionsfaciliteter, som stod færdiggjort i 2006, og stilen hos Caggiano er en opdateret fortolkning af traditionen, med vægt på typerigtige, rene, frugtbetonede vine, hvor nogle af de mest ambitiøse lagres på barriques. De hvide vine herfra laves alle på autoktone grønne sorter, dvs druer, som Greco, Fiano og Falanghina, der kommer fra området, og især Greco og Fiano yder nogle af Italiens mest anerkendte hvide vine og både de røde og de hvide fra Caggiano er ifølge de toneangivende italienske vinguides blandt de bedste repræsentanter for området.
Taurasi, den vel nok historisk mest forkætrede store røde vin fra Syditalien, dyrkes i vulkansk, tufholdig mergel. Caggiano har ca. 4 ha på Vigna Macchia dei Goti, ca. 350 moh og Taurasi’en herfra er en moderne fortolket enkeltmarksvin fra en af de mest anerkendte cru’er i området. Det er en majestætisk og slående Taurasi, der på en bemærkelsesværdig måde lader Aglianico udtrykke en særligt favoriseret dyrkningslokalitet med både kraft, virilitet og raffinement.