“Albert, du har aske på maven og du lugter af dårlig sherry!” Sådan lød det fra den unge Vicki, da Arnesen så småt måtte se sig slået af den driftige manufakturhandler fra den anden side af gaden, og sådan forestiller jeg mig at det også vil lyde om et par dage herhjemme, når min bedre halvdel vækker mig fra en Vuelta-lur.
I fredags startede La Vuelta og cykelnørder får således igen stillet deres Grand Tour-behov. Dog melder sig typisk en ny og insisterende tørst, nemlig spansk vin i alle dets skønne afskygninger. I år har arrangørerne nemlig været så godhjertede at lade Vueltaen passerer adskillelige fantastiske vindistrikter. Foruden starten i Utrecht, Holland, slanger feltet sig først igennem Rioja-land, for derefter at træde watt nord for både Ribera del Duero og Toro. Herefter leder den røde trøje an mod Alicante, hvorfra John og Sofia netop kommer og selvfølgelig har noget spændende ny vin med hjem. Det skal I nok høre mere om snart. Forinden forhjulene vendes mod den store afslutning i Madrid, vil feltet til sidst ramme Sherry-land i det aller sydligste Spanien. Herfra kommer en af de for nuværende helt oversete former for vin, nemlig sherry.
Sherryen har desværre for mange danskere et blakket ry som oldefar-vinen par excellence. Hvorvidt noget af skylden kan placeres hos Lise Nørgaards Matador, hvor den sølle Albert Arnesen ses drukne sine sorger heri, skal jeg ikke komme nærmere ind på. I stedet vil jeg kort plædere for, at sherryen i virkeligheden er noget nær det mest elegante og udsøgte, man i denne sensommer kan komme i nærheden af.
Den hvinende søde PX-sherry lavet på druen af samme navn, Pedro Ximenes, fungerer med sit frugtige figen- og rosinhumør som den ultimative følgesvend til din blåskimmelost eller den hårde, salte manchego. Hvis det skal være helt forbudt, og hold nu fast, så par din søde sherry til lynstegt foie gras med linser og kantareller i sherry-sauce. Sødmen fra sherryen lægger perfekt arm med den insisterende fedme fra foie gras’en, og kantarellerne lyser om muligt endnu mere op med vinens oxiderede frugtbillede.
Er du som jeg selv mere til det tørre, så frygt ej, de dygtige drue-druider fra Jerez står også her klar til at stille din febrilske sensommertørst med alskens godt fra de hellige egetræsfade. Fino, Manzanilla, Amontillado og Oloroso er alle udtryk i den tørre sherrys ædle disciplin, hvor man, afhængigt af typen, justerer vinens udtryk efter oxidation og flor-udtryk. For de uindviede, så er flor det tynde lag gær, der som en dyne lægger sig over sherryen i fadet og beskytter vinen fra oxidation. Lagres sherryen under flor helt frem til tapningen, som med Fino og Manzanilla, så vil vinen ofte bærer præg af mandlede, brødede noter, der kan løfte de salte elementer på tallerkenen til nye højder. Dræber man i stedet floren ved at tilsætte alkohol på et tidspunkt under lagringen, som med Amontillado og Oloroso, så vil vinen eksponeres for ilten, og vinen vil rettes mod et mere fyldigt, frugtigt udtryk. Forestil dig æblebåde, der lige har fået en snert af brunlig farve og sødlig smag fra mødet med atmosfæren. Hvad end du synes mest om flor, oxidation eller noget midt imellem, så skal du til den tørre sherry tænde op i weberen, og grille en hulens masse makreller, måske med en lille dåse sardiner og et glas oliven ved siden af til grillmesteren. Hvad end, der skal til, for at overbevise dit nydelsescenter, om at du sidder i det sydlige.
I denne sensommer, kære læser, skal du hylde oxidationen, flor’en og fadet. Du skal drikke sherry og se Vuelta. Jeg håber, at du efter dette skriv har lyst til at besøge os i en af vor tre butikker og se nærmere på, hvad vi kan tilbyde af lækker sherry, samt masser af andet dejlig spansk vin.
Skrevet af Frederik Trøst.
